Følg med i tanker og begivenheder fra jeg begyndte at skrive til nu. Jeg elsker kronologi og overblik. Jeg kan godt lide at sætte rammer om min egen tænkning og kreativitet, som jeg så kan udfylde, skubbe til, bryde. Derfor kommer bloggen her til at starte med tilbageblik på de trin, der har været i processen frem mod nuet. Når den kronologiske ramme så er sat, vil jeg poste løbende om de ting, der fanger min opmærksomhed, min glæde, min frustration, og om de begivenheder, der fylder i forfatterlivet.
Jeg talte med en anden ny forfatter, som var i dårligt humør over en lunken lektørudtalelse, over kritik fra forlaget, over kun at blive inviteret til små lokale events.
Jeg kender følelsen. Jeg forstår det virkelig godt.
Men helt grundlæggende, er jeg hele tiden lidt benovet over alt det, der er lykkedes. Jeg er selv typen, der hurtigt kan tænke mig selv ind i en nedadgående spiral, og man kan læse i andre blogposts her på siden hvordan jeg også har haft alle de negative følelser i spil. Derfor er jeg måske også allermest stolt – og overrasket – over, at jeg hele tiden kan finde tilbage til en form for grundlæggende eufori over, at jeg har skrevet en bog. En f…ing bog! Det har virkelig været en øjenåbner i forhold til det her med at tage livets små succeser og give dem den værdi, de fortjener – uanset at man hele tiden kan finde andre ting, som ikke lykkes. Jeg blev ikke udgivet uden at betale for det selv. Men jeg blev udgivet, jeg sælger bøger. Ok, mine lektørudtalelser og anmeldelser er ikke uden kritiske punkter. Men de er alle sammen fulde af ros ved siden af kritikken. Jeg er ikke at finde på hylden hos samtlige af landets boghandlere. Men jeg er på nettet, jeg er hos de lokale boghandlere, og jeg er på adskillige af landets biblioteket. Og så videre, og så videre. Og det er det, denne post er dedikeret til, de små store øjeblikke, som får hænderne op over hovedet uanset hvad der ellers er af snublesten og ærgrelser i livet som ny, ukendt forfatter. Ikke flere ord, her er et lille bitte udvalg af de fotos, videoer, posts osv. som har udløst små glædeshop i forfattersofaen.
Originalen til forsiden – det smukkeste maleri af kunstner Sophie Warming.
Rundt om på mit website og i mine samtaler med folk stikker en virkelig træls følelse hele tiden hovedet frem. Er jeg virkelig rigtig forfatter? Er det jeg skriver godt nok? Den vokser og bliver svær, hver gang et forlag siger nej. Og det har de gjort rigtig mange gange. For som et af dem skrev til mig: Hvis du ikke er kendt forfatter i forvejen, en berømthed i et andet felt, eller skriver om et emne, der er hot i medierne lige nu, så kommer du ikke ind. Og man føler sig virkelig sat udenfor. Man betvivler sine evner. Er det jeg skriver overhovedet godt nok? Man kan erodere sin egen forfatterglæde i løbet af ingen tid.
Jeg har fået så mange afslag. Og dog. Tilbage i 2012 fik jeg også et enkelt tilbud. Forlaget Mellemgaard ville gerne udgive romanen. Men jeg havde ikke pengene, og når jeg spurgte mig for, blev forlaget beskrevet som en endestation, ikke en karrierestart. Så jeg udgav selv, i al stilhed, ”Salt i såret” som e-bog på Saxo, og så skrev jeg videre. Jeg blev færdig med ”Fald.” Jeg fik afslag. Jeg blev næsten færdig med ”Skygger.” Jeg forberedte mig på flere afslag. Men så tog jeg en beslutning. Mit forfatterskab skal slet ikke være en karriere. Jeg har allerede en karriere, som jeg elsker højt. Jeg vil bare gerne have at andre læser det, jeg har skrevet. Så jeg kontaktede Mellemgaard klokken otte en lørdag morgen, og klokken otte samme lørdag aften havde jeg skrevet kontrakt, lukket øjnene og vinket farvel til pengene. Jeg lå ret meget vågen den nat.
Det blev ikke nemmere af, at kritikken af forlaget fortsatte. Jeg har også selv udfordringer og gevaldige frustrationer i mit samarbejde med dem om forskellige aspekter af udgivelserne. Men når jeg ser tilbage på det nu, fortryder jeg ikke min beslutning et sekund. Bøgerne er godt udført, de kommer ud, folk læser dem – de er altid udlånt på et af landets biblioteker. Jeg deltager i events, jeg har fået de eftertragtede lektørudtalelser – de er endda pæne – og jeg har fået anmeldelser og utallige gode oplevelser. Nu, seksten år efter den barselseftermiddag, hvor det hele startede, føler jeg mig endelig næsten som en rigtig forfatter.
Men … impostorsyndromet sniger sig stadig ind. Det kommer listende med visse dele af litteraturverdenens underligt nedladende syn på krimigenren (det kommer der en helt blogpost om på et tidspunkt!). Det lurer i den til tider nedladende holdning til ukendte forfattere, som har betalt en del af deres udgivelse (mens kendisser gratis får udgivet noget, de ikke selv har skrevet). Det er det svage ekko i lyden af mig selv, der viderefører det mindreværd og den nedladenhed, når jeg fortæller folk, at jeg ”bare har skrevet nogle hyggekrimier” og ”selv har spyttet penge i udgivelsen.” Det gemmer sig i følelsen af at have sneget sig ind til en fest, hvor man ikke er rigtigt inviteret.
Og det er der, i det allermest sårbare moment, at jeg er så heldig at have fået så meget godt at stå imod med:
Mine allernærmeste som har støttet og trøstet og hjulpet og læst og givet nænsom men ærlig feedback. De som har givet mig et grundfjeld i tankemylderet: ”Hvis de siger, det er læseværdigt, så er det vel det!” Tak.
Min kollega, en dansklærer – et skræmmende folkefærd for en usikker forfatter, som sagde: ”Du har skrevet det, du selv vil læse.” Så har det værdi. Tak.
Min gamle pædagogikumvejleder, som aldrig roste uden grund, som sukkede over mine danske kommaer, men som stædigt fastholdt, at jeg skrev godt, at mine bøger besad sin egen udgivelsesværdige kvalitet. Tak.
Et brev fra forlaget Gyldendal, hvor de skrev, at bogen ”Salt i såret” havde været på redaktionsmøde, men var endt med at blive afvist – og så begrundelsen for det! Reel feedback – anerkendelse af potentialet! Tak.
Alt sammen øjeblikke, der gør, at man tør tro på, at man er ægte.
Nu lever bøgerne sit eget liv. Jeg deltager i arrangementer, læser op, signerer. Jeg har pludselig modtaget bibliotekspenge, og min alt for store pande pryder artikler i lokalavisen. Jeg er med til festen.
Og midt i det hele sidder jeg i sofaen og skriver på den næste bog i duften af kaffe og stearinlys. Jeg nyder det. Jeg er forfatter.
Det er nogle af de hyppigste spørgsmål, når folk spørger til min skrivning. Og det giver god mening. Hvornår og hvordan fordyber man sig nok til at være kreative, når man samtidig jonglerer hektisk rundt med undervisning, stilebunker, forløbsplaner, projekter og møder? I starten var det meget forskelligt hvornår den fordybelse kunne finde plads – om aftenen mens de andre i familien lavede andre ting eller listige sommereftermiddage gemt væk i børnenes træhytte. Siden har skrivningen fundet sin faste form de stille morgentimer i weekenden, mens resten af huset sover. Sofaen. Kaffe. Ro. Stearinlys og tæppe om vinteren, morgensol og fuglene i haven om sommeren. Oaser af tid væk fra alt det andet, der former livet på godt og ondt. Paradoksalt nok skriver jeg oftest mest, når jeg har allermest travlt, når der for alvor er ting i livet, der trækker mig fra hinanden. En af mine mest intense skriveperioder var under den krise, der opstod på mit arbejde under OK-13 forhandlingerne. Mit romanunivers blev et sted, hvor jeg selv kunne sætte rammerne og give fantasien frit løb i en tid præget af konflikt og begrænsninger. På den måde er skrivningen for mig en legeplads og et frirum. Jeg er stolt af at være blevet udgivet, læst, anmeldt. Af at mine romaner lånes ud på landets biblioteker. Alligevel er det vigtigste for mig stadig selve skrivningen. Et hjørne af tilværelsen hvor det virkelig er processen og ikke resultatet, der tæller og skaber livsværdi.
29. august 2026 siger blog postens tidsstempel. Ja, det er skrivende stund. Men som nævnt, vil jeg forsøge at tegne et kronologisk billede af mit forfatterliv, og vi skal noget længere tilbage, før det at være forfatter blev en del af min horisont. I 2010 var jeg på barsel med min anden søn. Jeg elskede at være på barsel. Jeg nød min baby, min frihed fra arbejdet, roen. Men… Jeg er også et menneske, hvis hoved altid har mange spor kørende på én gang, og hovedet føltes af og til lidt tomt i babyland. Og så bliver jeg rastløs. Så da min søster en dag kom på besøg og ideen om at skrive en krimi opstod, var det en fantastisk mulighed for at starte et tankespor, der fyldte et tomrum og samtidig åbnede et nyt univers af kreativ udfoldelse.
Så vi gik i gang. Vi fabulerede sammen i sofaen, vi gik lange ture i skoven i dyb samtale, vi tilrettelagde og skabte. Og så begyndte vi at skrive. Det vil sige, jeg skrev, og min søster digtede med. Og vupti, “Salt i såret” vævede sig frem på skærmen. Så ramte livet og hverdagen for os begge, og min søster fik andre ting at lave. Men jeg holdt fast i det spor vi havde startet og færdiggjorde romanen. Det blev starten på en lang, lærerig og til tider frustrerende udvikling af en side af mig selv, som altid har ligget og ulmet i de utallige historier, jeg altid går og digter i tankerne. Næste trin var udgivelsen, og det er en længere historie, som får sin egen post.
