Træk vejret dybt, den her bliver lang…
Rundt om på mit website og i mine samtaler med folk stikker en virkelig træls følelse hele tiden hovedet frem. Er jeg virkelig rigtig forfatter? Er det jeg skriver godt nok? Den vokser og bliver svær, hver gang et forlag siger nej. Og det har de gjort rigtig mange gange. For som et af dem skrev til mig: Hvis du ikke er kendt forfatter i forvejen, en berømthed i et andet felt, eller skriver om et emne, der er hot i medierne lige nu, så kommer du ikke ind. Og man føler sig virkelig sat udenfor. Man betvivler sine evner. Er det jeg skriver overhovedet godt nok? Man kan erodere sin egen forfatterglæde i løbet af ingen tid.
Jeg har fået så mange afslag. Og dog. Tilbage i 2012 fik jeg også et enkelt tilbud. Forlaget Mellemgaard ville gerne udgive romanen. Men jeg havde ikke pengene, og når jeg spurgte mig for, blev forlaget beskrevet som en endestation, ikke en karrierestart. Så jeg udgav selv, i al stilhed, ”Salt i såret” som e-bog på Saxo, og så skrev jeg videre. Jeg blev færdig med ”Fald.” Jeg fik afslag. Jeg blev næsten færdig med ”Skygger.” Jeg forberedte mig på flere afslag. Men så tog jeg en beslutning. Mit forfatterskab skal slet ikke være en karriere. Jeg har allerede en karriere, som jeg elsker højt. Jeg vil bare gerne have at andre læser det, jeg har skrevet. Så jeg kontaktede Mellemgaard klokken otte en lørdag morgen, og klokken otte samme lørdag aften havde jeg skrevet kontrakt, lukket øjnene og vinket farvel til pengene. Jeg lå ret meget vågen den nat.
Det blev ikke nemmere af, at kritikken af forlaget fortsatte. Jeg har også selv udfordringer og gevaldige frustrationer i mit samarbejde med dem om forskellige aspekter af udgivelserne. Men når jeg ser tilbage på det nu, fortryder jeg ikke min beslutning et sekund. Bøgerne er godt udført, de kommer ud, folk læser dem – de er altid udlånt på et af landets biblioteker. Jeg deltager i events, jeg har fået de eftertragtede lektørudtalelser – de er endda pæne – og jeg har fået anmeldelser og utallige gode oplevelser. Nu, seksten år efter den barselseftermiddag, hvor det hele startede, føler jeg mig endelig næsten som en rigtig forfatter.
Men … impostorsyndromet sniger sig stadig ind. Det kommer listende med visse dele af litteraturverdenens underligt nedladende syn på krimigenren (det kommer der en helt blogpost om på et tidspunkt!). Det lurer i den til tider nedladende holdning til ukendte forfattere, som har betalt en del af deres udgivelse (mens kendisser gratis får udgivet noget, de ikke selv har skrevet). Det er det svage ekko i lyden af mig selv, der viderefører det mindreværd og den nedladenhed, når jeg fortæller folk, at jeg ”bare har skrevet nogle hyggekrimier” og ”selv har spyttet penge i udgivelsen.” Det gemmer sig i følelsen af at have sneget sig ind til en fest, hvor man ikke er rigtigt inviteret.
Og det er der, i det allermest sårbare moment, at jeg er så heldig at have fået så meget godt at stå imod med:
Mine allernærmeste som har støttet og trøstet og hjulpet og læst og givet nænsom men ærlig feedback. De som har givet mig et grundfjeld i tankemylderet: ”Hvis de siger, det er læseværdigt, så er det vel det!” Tak.
Min kollega, en dansklærer – et skræmmende folkefærd for en usikker forfatter, som sagde: ”Du har skrevet det, du selv vil læse.” Så har det værdi. Tak.
Min gamle pædagogikumvejleder, som aldrig roste uden grund, som sukkede over mine danske kommaer, men som stædigt fastholdt, at jeg skrev godt, at mine bøger besad sin egen udgivelsesværdige kvalitet. Tak.
Et brev fra forlaget Gyldendal, hvor de skrev, at bogen ”Salt i såret” havde været på redaktionsmøde, men var endt med at blive afvist – og så begrundelsen for det! Reel feedback – anerkendelse af potentialet! Tak.
Alt sammen øjeblikke, der gør, at man tør tro på, at man er ægte.
Nu lever bøgerne sit eget liv. Jeg deltager i arrangementer, læser op, signerer. Jeg har pludselig modtaget bibliotekspenge, og min alt for store pande pryder artikler i lokalavisen. Jeg er med til festen.
Og midt i det hele sidder jeg i sofaen og skriver på den næste bog i duften af kaffe og stearinlys. Jeg nyder det. Jeg er forfatter.
… se selv, selveste Krimimessen siger det selv:
