Det er nogle af de hyppigste spørgsmål, når folk spørger til min skrivning. Og det giver god mening. Hvornår og hvordan fordyber man sig nok til at være kreative, når man samtidig jonglerer hektisk rundt med undervisning, stilebunker, forløbsplaner, projekter og møder? I starten var det meget forskelligt hvornår den fordybelse kunne finde plads – om aftenen mens de andre i familien lavede andre ting eller listige sommereftermiddage gemt væk i børnenes træhytte. Siden har skrivningen fundet sin faste form de stille morgentimer i weekenden, mens resten af huset sover. Sofaen. Kaffe. Ro. Stearinlys og tæppe om vinteren, morgensol og fuglene i haven om sommeren. Oaser af tid væk fra alt det andet, der former livet på godt og ondt. Paradoksalt nok skriver jeg oftest mest, når jeg har allermest travlt, når der for alvor er ting i livet, der trækker mig fra hinanden. En af mine mest intense skriveperioder var under den krise, der opstod på mit arbejde under OK-13 forhandlingerne. Mit romanunivers blev et sted, hvor jeg selv kunne sætte rammerne og give fantasien frit løb i en tid præget af konflikt og begrænsninger. På den måde er skrivningen for mig en legeplads og et frirum. Jeg er stolt af at være blevet udgivet, læst, anmeldt. Af at mine romaner lånes ud på landets biblioteker. Alligevel er det vigtigste for mig stadig selve skrivningen. Et hjørne af tilværelsen hvor det virkelig er processen og ikke resultatet, der tæller og skaber livsværdi.
