29. august 2026 siger blog postens tidsstempel. Ja, det er skrivende stund. Men som nævnt, vil jeg forsøge at tegne et kronologisk billede af mit forfatterliv, og vi skal noget længere tilbage, før det at være forfatter blev en del af min horisont. I 2010 var jeg på barsel med min anden søn. Jeg elskede at være på barsel. Jeg nød min baby, min frihed fra arbejdet, roen. Men… Jeg er også et menneske, hvis hoved altid har mange spor kørende på én gang, og hovedet føltes af og til lidt tomt i babyland. Og så bliver jeg rastløs. Så da min søster en dag kom på besøg og ideen om at skrive en krimi opstod, var det en fantastisk mulighed for at starte et tankespor, der fyldte et tomrum og samtidig åbnede et nyt univers af kreativ udfoldelse.
Så vi gik i gang. Vi fabulerede sammen i sofaen, vi gik lange ture i skoven i dyb samtale, vi tilrettelagde og skabte. Og så begyndte vi at skrive. Det vil sige, jeg skrev, og min søster digtede med. Og vupti, “Salt i såret” vævede sig frem på skærmen. Så ramte livet og hverdagen for os begge, og min søster fik andre ting at lave. Men jeg holdt fast i det spor vi havde startet og færdiggjorde romanen. Det blev starten på en lang, lærerig og til tider frustrerende udvikling af en side af mig selv, som altid har ligget og ulmet i de utallige historier, jeg altid går og digter i tankerne. Næste trin var udgivelsen, og det er en længere historie, som får sin egen post.